I sidste uge var der åben tegnestue i Sundholmskvarteret, hvor planerne for de syv igangværende bylivsprojekter blev lagt på bordet, så borgere og andre interessenter kunne byde ind med ønsker, idéer og lokal viden, der tilsammen skulle bidrage til at kvalificere arbejdet. De super fine stemningsbilleder er taget af Anders Hviid.
Madskolens lokaler på Amager Fælled Skole lagde flotte rammer om den åbne tegnestue, hvor planerne for de syv bylivsprojekter i Sundholmskvarteret for første gang blev vist samlet frem. Her var dørene åbne i to en halv time, så borgere og de mange andre interesserede kunne kigge forbi, når det lige passede ind.
Forslagene til de syv bylivsprojekter hang ikke på væggene som til en udstilling, men lå i stedet fremme på bordene, hvor rådgiverne havde lagt tuscher og penne frem, der som åbne invitationer bød kvarterets borgere og andre interesserede velkommen ved tegnebordene.
– Dagen i dag er et nedslagspunkt i vores udviklingsproces. Vi er kommet så langt, at vi føler, der er noget relevant at vise frem og samtidig er det så tilpas tidligt i processen, at forslagene langt fra er lukkede eller færdige. Så i dag handler det om at I skal hjælpe os med at kvalificere projekterne, sagde landskabsarkitekt Morten Weeke Borup fra GHB Landskabsarkitekter, da han kort fortalte om rådgiverteamets hidtidige arbejde, herunder arbejdet med at skabe en samlet helhedsplan for kvarterets udvikling.
Inden da havde projektleder Mette Prag fra Områdeløftssekretariatet budt velkommen. Hun udtrykte sin begejstring for at komme endnu tættere på de syv projekter og se hvordan de mange indledende snakke i kvarteret nu for alvor begyndte at manifestere sig. Også områdeløftets styregruppeformand Per Hanson deltog:
– Det er spændende, hvordan projekterne bevæger sig fremad og bliver mere og mere konkrete. Og det er godt at folk kommer og fortæller hvad de ved, så vores rådgivere hele tiden kan planlægge i takt med den lokale viden og de lokale ønsker, sagde han.
Deltagerne tog sig god tid ved bordene, og dialogen mellem rådgivere og beboere var både konstruktiv og konkret. Alle syv projekter blev styrket og kvalificeret. Blandt andet kom der løsninger på bordet i forhold til hvor hundetoilettet skal placeres ved Skotlands Plads, hvor Tidselruten skal løbe og hvordan der bliver sikker skolevej foran Amager Fælled Skole.
Tag med på inspirationstur til Carlsberg, Nørrebro og Indre By
Næste gang rådgivere og borgere sammen arbejder videre med bylivsprojekterne er torsdag 14. april fra kl. 17-20, hvor der fra Områdeløftssekretariatet på Sundholmsvej 4B er arrangeret en bustur til andre af Københavns bydele. Det er gratis at deltage, men af praktiske hensyn er tilmelding til metteprag@tmf.kk.dk nødvendig.